Er du ved at være træt af at vandre i Danmark? Selvfølgelig er det ikke, fordi naturen er kedelig og du har da også fundet nogle fine ruter. Men der er brug for lidt forandring. Der er brug for bjerge og horisonter der fortsætter i en uendelighed. Du vil gerne koble helt af og det gøres bedst væk fra Danmark.
Lad dig inspirere af disse feriedestinationer eller læs videre og find din næste vandretur. Listen går fra den korteste til længste vandretur.
Længde: 5,7 km
Tid: 3-5 timer
I Portugal finder du denne flotte og korte vandresti, som strækker sig langs kysten med udsigt til klipper og havet. Stien går fra Carvoeiro, en fin lille fiskerby, i vest til Praia da Marinha i øst, som er en lækker strand, der lokker mange turister til hvert år.
Ruten er en af de lettere, hvilket betyder at hele familien kan nyde denne tur sammen. Det er et sandt paradis og siges at være én af de smukkeste vandrestier i Europa trods den korte rute. Samtidig betyder længden, at du sagtens kan nå tilbage på hotellet samme dag og slappe af.
Længde: 13 km
Tid: 6-8 timer
Omkring 30.000 vandrere nyder denne vandrerute i Norge hvert år og det er der en god grund til. Turen går over bjergryggen Besseggen og byder på en masse god fjeldvandring med en fantastisk udsigt over Norges bølgede landskab og store søer.
Hver dog opmærksom på at det ikke anbefales at gå den alene, hvis du ikke har erfaring nok. Derfor er det smartest at have en guide med sig. Tag ikke fejl af rutens skønhed og berømthed, for den er både stejl og forblæst. Dette er grunden til, at den samtidig er en af de mest frygtede ruter.
Længde: 112 km
Tid: Ca. 6 dage
Luxembourg byder på et eventyr af en vandrerute. Den består af en del stier, men især tre ruter er mest populære. På disse ruter føres du gennem dybe urtidsskove, som ligner noget fra en film. Igen føres du ind mellem utrolige klippeformationer grønne af mos og forbi romantiske slotte, der leder tankerne hen på middelalderens store konger og dronninger.
Vandreturen kan næsten gås af alle med en god fysik.
Længde: 120 km
Tid: 6-8 dage
Denne vandretur tager dig fra De Østrigske Alper til Tyskland, hvor du bliver mødt af det eventyrlige slot Neuschwanstein. Man får fornemmelsen af, at netop dette slot har været inspiration til Hogwarts i Harry Potter-filmene.
Ruten går fra Lech-flodens udspring. En af Europas sidste utæmmede floder, der guider vej for dig under hele turen. Det er relativt nem rute, så længe man har en rimelig fysik. Men det giver dig kun endnu mere tid til at nyde de flotte udsigter og den smukke natur på din vej.
Længde: 180 km
Tid: 16 dage
Er du mere til de længere ture, så er denne ikoniske vandrerute på Korsika lige noget for dig. Korsika er en ø i Middelhavet omkring 170 km sydøst fra Frankrig. Det er en ganske stor ø med masser af storslået natur. Her finder du dig selv i alt fra dybe kløfter til 2.500 meter høje bjerge.
Rundt omkring på øen er der shelters, så du har rigelige muligheder for at overnatte, når du bevæger dig rundt i dette ekstreme terræn. For ekstremt det er det. Der er mange stejle skråninger og regnen sparer ikke på sine kræfter. Nogle mener, at det er den sværeste vandretur i Europa. På højde med Kilimanjaro og Everest Base Camp. Men lige netop dette gør den fuldstændig fantastisk og er grunden til, at folk elsker turen.
Længde: 450 km
Tid: Ca. 30 dage
Ikke langt fra Danmark ligger Kungsleden. En af Sveriges mest populære vandreruter, som ikke bare er en tur fyldt med uberørt natur, men også en tur der kan gås af begyndere. Mange vælger at starte vandreturen fra Abisko Nationalpark, hvor du fra start af mødes af flotte bjergkæder og bølgende landskaber.
Det anbefales at gå turen mellem juni og september, men du er selvfølgelig fri til at gå den på andre tider af året. Her skal du dog være opmærksom på, at der kan være sne og is.
Turen leder dig gennem en del udfordringer i form af iskolde vandløb og floder og meget skiftende temperaturer. Men intet en nybegynder ikke kan klare, så længe du er forberedt på lidt af hvert. Hvis du er heldig, kan du endda sige godmorgen til et rensdyr eller en elg.
Længde: 600 km
Tid: Ca. 30 dage
Slovenien er ikke det mest besøgte land af danske vandrere, men vandreturen er helt magisk med sine dybe søer omgivet af spidse alper. Slovenian Mountain Trail slår tankerne hen på Rocky Mountain og står på top tre over de lande i Europa, der procentvis er dækket af mest skov.
Vandreruten er landets mest populære vandretur og så er landet ovenikøbet billigt at rejse rundt i. Så du får masser af værdi for pengene. Vær dog opmærksom på at vandreturen ikke er for sarte sjæle. Du får lov til at nyde udsigten fra hele 23 bjergtoppe, hvilket også gør turen til en af de hårdere. Men du kommer aldrig til at fortryde, at du tog kampen op. Med kroppen fyldt af stolthed kan du fortælle mange gode historier, når du kommer hjem igen.
Længde: 780 km
Tid: Ca. 30 dage
Alle kender garanteret Camino de Santiago vandreturen. Flest kender den sikkert som Caminoen. Færre kender den som Camino Francés, hvilket ellers er den, stort set alle refererer til uden at vide det, når de siger Caminoen. Det er nemlig den mest populære rute.
Uanset hvad du kalder den, er det et smuk tur, der tager dig fra den franske side af Pyrenæerne, helt op i de golde bjerge, og videre tværs over Spanien, hvor du til sidst ender i Santiago de Compostela. Her får du også din belønning for at have færdiggjort turen.
Vandreturen kan gås af langt de fleste, da du vænner dig til terrænet i løbet af de tredive dage, det tager at vandre ruten. Når du bevæger dig over de sidste bjerge, føler du dig uden tvivl som en ny person. Det er netop dét, der tiltrækker tusindvis af vandrere hvert år. Denne følelse, man står med til sidst, er slet ikke til at beskrive. Den føles næsten helt spirituel, selv hos dem der ikke er spirituelle.
Naturen og dens fantastiske, maleriske sceneri efterlader dig med lyst til mere. Så træd ned i vandrestøvlerne og smid rygsækken om på ryggen, for nu skal Europa vandres tynd.